There are currently no projects
This tab is intentionally left blank.
Hvorfor deltage til DM i programmering? Man samarbejder, man møder ligesindede, der er god stemning, gratis mad, slik og sodavand, og så lærer man en hel masse. Dikutal hører Lambdabamserne hvordan det gik.
I har alle tidligere været med i konkurrencer inden for matematik eller datalogi. Hvordan er stemningen / hvad gør dem interessante?
Søren:
For det første er de utroligt lærerige. Man lærer også en masse mennesker at kende, og der er bare en generelt god, nørdet humor som man ikke finder andre steder -- ikke engang på DIKU. Jeg kan bedst lide holdkonkurrencer som NCPC (den nordiske gren som DM kvalificerer til, red.), da man kan snakke om problemerne og bedre komme frem til en løsning.
Mathias:
Mathias: Konkurrencer er helt anderledes end normal undervisning idet opgaver til normal undervisning er udarbejdet så alle kan løse dem. Så det sjove for mig er at opgaverne rent faktisk kræver at man tænker sig om.
Sebastian:
Der er jo det specielle ved denne slags konkurrencer, at de de har en tendens til at trække folk som har meget skarp interesse og kunnen inden for et felt til sig. Det gjorde i gymnasiet et stort indtryk på mig at blive udsat for en stor mængde ligesindede mennesker, først til de nationale konkurrencer (Georg Mohr), og dernæst til de internationale (Baltic Way).
Der noget som tiltrækker mig i at have knækket en svær problemstilling. Det er noget man ikke ser så tit i den daglige undervisning. Man får en speciel fornemmelse af at sidde og vende og dreje et problem, for så endeligt at indse den snedige måde at tackle det på. Det kan nok være en anelse vanedannende.
I har også alle programmeringserfaring fra før I begyndte på studiet. Har I nogle råd til andre nye studerende som synes det lyder spændende at deltage, men ikke har lyst fordi de er tilbageholdende?
Sebastian:
Først og fremmest, hvis det på nogen måde lyder interessant, tag og deltag! Det er gratis, der er gratis slik/cola/mad/... og så er det ganske hyggeligt. Når det nu er kommet af banen, så skal man have sig noget programmeringerfaring hvis man skal komme langt, gerne i C/C++. Specielt kan jeg henvise til USACO-træningsprogrammet -- der kommer man til at arbejde med problemer på en form meget lig dem man kommer til DM. (Tak til Søren for det link.) Derudover kan jeg anbefale at sidde med holdet og et af de tidligere konkurrencesæt, og så prøve at løse så meget som muligt (inklusive implementation!).
Søren:
DM i programmering er en af de indledende runder til ICPC hvor man nok ikke har store chancer for at vinde som førsteårsstuderende uden erfaring. Mit råd til folk er bare at deltage. Det er super lærerigt og der er en meget imødekommende og venlig atmosfære, så der er ikke noget at være bange for.
Mathias:
Mit råd er at kigge på gamle opgaver fra konkurrencen, som vi også gjorde inden vi deltog. På den måde kan man se hvordan niveauet er, og det er også en god måde at øve sig på. Og hvis niveauet er for højt kan man jo bare komme for den gratis cola, slik, chips, pizza osv. :D
Konkurrencen begrænser deltagerne til C, C++ og Java. Hvad synes I om den begrænsning, og hvilket sprog ville I helst have benyttet?
Sebastian:
Personligt havde jeg nul erfaring med C/C++ før konkurrencen, så jeg var begrænset til Java. Det er okay at sprogudvalget er begrænset til disse, da de fleste kender Java, og man nok behøver et sprog som C/C++ for at kunne løse nogle af de mere hukommelses/processorkrævende opgaver.
Jeg ville ikke se noget galt i at inkludere flere sprog som fx Haskell og Python. Dette er dog naturligvis ekstra arbejde for arrangørerne, så det er forståeligt hvis det ikke sker.
Søren:
Jeg har det helt fint med det. Jeg har altid kodet C++ og aldrig rigtigt andet. Det er også de mest brugte programmeringssprog i praksis -- særligt når det kommer til effektiv implementering af algoritmer. Så jeg synes, det er okay at de begrænser det til disse.
Mathias:
Jeg synes det er fint nok. Jeg har lidt på fornemmelsen at dem, der ikke deltager fordi deres yndlingsprogrammeringssprog ikke er med, nok ikke ville have klaret sig særlig godt alligevel.
Hvilket emne finder I mest interessant inden for datalogi eller anvendt matematik?
Søren:
Algoritmer og datastrukturer generelt. Jeg synes også at Design Patterns og objektorienteret design er meget spændende, men det er også tæt knyttet til datastrukturer og algoritmer.
Sebastian:
Inden for datalogien hænger jeg nok mest til det algoritmiske. Inden for matematikken er jeg mest til diskret matematik.
Fra Århus Universitet er der mange flere som deltager i DM i programmering. Hvordan synes I at Københavns Universitets rammer er, og kunne det være bedre?
Søren:
Jeg synes, det er en rigtigt god idé for universitetet at støtte op om og evt. arrangere nogle træningssessioner -- evt. intern konkurrence -- op til turneringen. Det er en rigtigt god introduktion til algoritmer, hvilket nok kunne hjælpe en del russer når de skal have A & D i blok 4 -- og der er altså også en del problemer som de fleste burde være i stand til at løse. Samtidigt samler det jo folk om noget fagligt, hvilket altid er godt!
Sebastian:
Jeg vil blot tilføje at jeg ville tror at det kunne være en god måde tænde en større gnist for datalogien hos flere, hvilket jo kun kan være godt.
DTU har en årlig robotkonkurrence, RoboCup. Traditionelt set er der meget få dataloger som melder sig. Tror I at der er anledning til en større kultur for deltagelse i konkurrencer (nationale såvel som internationale) blandt studerende på DIKU? (For eksempel RoboCup, ICFP, DefCons CTF osv.)
Søren:
Jeg synes da at det kunne være fedt hvis studerende fra DIKU meldte sig til den slags faglige konkurrencer. Jeg kunne fornemme, at der var en del modvilje mod NCPC (DM i Programmering) blandt studerende fra DIKU, da man ikke måtte kode i funktionelle sprog eller Python, der umiddelbart er de mest populære i DIKUs kantine. Der var også en stemning af at "programmering ikke er en konkurrence", men jeg ser det nu også mere som en god, lærerig oplevelse end som en egentlig konkurrence.
Mathias:
Jeg kender ikke lige konkurrencerne, men jeg må lige kommenterer på Sørens svar: Jeg ser det helt klart som en konkurrence :-)
Lambdabamserne er en reference til DIKU-revyen 2010 hvor Highscore-Kaj giver tips til Prøve-Knuth. Er der konkurrence om at finde på de sjoveste navne, og følte I jer udfordret på den front?
Søren:
Der er ikke en officiel konkurrence om det, men det giver helt klart props hvis man kommer med et fedt navn i stedet for et mere generisk navn. Der var en del rigtigt sjove navne i år, men der var også nogle, der var meget kedelige.
Sebastian:
En af de bedre var fx "public double penetration;"
btw. Her er nyheden fra Århus, så man kan se, at de går meget mere op i det, end KU gør: http://cs.au.dk/nyheder-arrangementer/blogs/det-datalogiske-barometer/en...